Udskriv

fodbold

I FC Ungdom er man begyndt at arbejde med sportsspykologi i klubben i samarbejde med Fredericia Eliteidræt, hvor Frederik Kirkedal som sportsspykologisk konsulent er blevet tilknyttet i et forløb hen over efteråret, der skal være med til at understøtte klubbens egne indsatser for at fremme udviklingen af attraktive fodboldmiljøer.

Frederik Kirkedal siger: ”Hensigten med den sportspsykologiske indsats er at fokusere på hele miljøet i FC Ungdom og derfor er målgruppen både spillere, trænere og forældre i aldersgruppen U10-U15, hvor jeg allerede over to omgange er startet med at arbejde med alle målgrupper. Både spillere, forældre og trænere har udvist en stor nysgerrig og lyst til at arbejde med den mentale del af fodbolden, hvilket har gjort det til en rigtig god opstart”.

Talenter undersøger hvad sportsspykologi kan bruges til
I de første to gange har der for spillerne i U15 afdelingen været sat fokus på, hvad sportsspykologi er og på nogle af de myter, der stadig hersker i sportens verden. Derudover har de unge fodbolddrenge skulle sætte ord på deres egen motivation for fodbold og sætte målsætninger op, som trænerne efterfølgende har fået at arbejde videre med i den daglige træning af de unge.

Forældre får viden om at bakke op
For forældre har omdrejningspunktet mere været, hvordan man bedst støtter op omkring sit barn som sportsforældre for både U10-U12 forældrene og U13-U15 forældrene.

Trænerne har fokus på miljø
Trænerne er blevet introduceret for viden omkring, hvordan man arbejder med at skabe et motiverende miljø og arbejdet ud fra konkrete cases om, hvordan man som træner kan sætte fokus på og tale om selvtillid og blive dygtig til at give feedback. Alt i alt har starten været god og givet et rigtig godt udgangspunkt for også at sætte fokus på kulturen i klubben som bliver et af de næste skridt, fortæller Frederik.

Perspektiver
Fredericia Eliteidræt gennemfører i alt 4-5 moduler i løbet af efteråret, om hvordan sportspsykologiske elementer kan støtte op om talentudvikling af unge fodboldspillere. Alt sammen sker det med klubbens ambition for øje om at kunne løfte niveauet for træning og miljø blandt klubbens fodbolddrenge.

FrederikKirkedal

- Frederik Kirkedal, Sportspsykologisk Konsulent Fredericia Eliteidræt