Udskriv

FEI juni2025 1100 x 5506

FEI håber på, at Fredericia kan blive del af nationalt forsøgsprojekt.

Fredericia Eliteidræt oplever på linje med flere eliteidrætskommuner i Danmark at presset på elitesportsudøvere i ungdomsuddannelse er øget. Der skal trænes mere end før for at kunne konkurrere på højeste nationale/internationale niveau. På trods heraf vælger flere unge elitesportsudøvere i stigende omfang den fireårige Team Danmark ordning fra, der ellers giver mere tid til at kombinere eliteidræt med en ungdomsuddannelse.

Christina Teller, Dual career konsulent i Team Danmark fortæller: ”Fællesskaberne betyder rigtig meget for de unge. Så mange vælger hellere at gennemføre deres ungdomsuddannelse på nomineret tid frem for at bruge et år mere på et fireårigt forløb. Det giver en presset hverdag og kan få den konsekvens, at de unge risikerer at brænde ud og/eller ikke kan håndtere en presset hverdag. De enten forlader eliteidrætten eller også stagnere den sportslige udvikling i overgangen fra ungdom til senior på grund af strukturelle forhold.


Ny Team Danmark forsøgsordning på vej med reduceret timetal
Team Danmark er derfor også i dialog med undervisningsministeriet om at afprøve et forsøg, der skal gøre det muligt for elitesportsudøvere at gennemføre en ungdomsuddannelse på tre år på STX og/ eller HHX men med et reduceret timetal, der skal lette presset for elitesportsudøverne i hverdagen. Christina Teller siger videre: ”Vi sigter på, at elitesportsudøvere skal kunne gennemføre en ungdomsuddannelse med et reduceret timetal på 4-6 timer pr uge ved at fjerne nogle ikke adgangsgivende fag fra deres fagrække”.

Det er planen, hvis Team Danmark lykkes med at få opbakning til forsøget, at flere gymnasier i Danmark bydes indenfor i et treårigt forsøgsprojekt med start i august 2026.


Fredericia som evt. forsøgskommune
Team Danmark arbejder på, at udover at tilbuddet kommer til at gælde Team Danmark sportsligt godkendte atleter, at forsøgsordningen også kommer til at indbefatte lokalt godkendte elitesportsudøvere.

Fredericia Eliteidræt arbejder i den sammenhæng for at vores lokale ungdomsuddannelser kan komme i spil til at indgå i forsøget med mulighed for at vi i FEI kan tilbyde vores lokale samarbejdsklubber bedre vilkår til at kombinere talenttræning med skolegang.