Udskriv

ida ny

Ida Kjær er eliteidrætsudøver i Fredericia Eliteidræt og kombinerer elitehåndbold med en ungdomsuddannelse på gymnasiet.
Der er tale om at have håndbold som en livsstil for Ida, der er 1 års studerende på STX.
Ida fortæller: ”Jeg har fået en rigtig fin start på min ungdomsuddannelse. Jeg har kunnet passe min håndboldtræning fuldt ud, selvom jeg har fået flere lektier. Det har egentlig været en let overgang synes jeg, måske fordi jeg har fået lært at strukturere min hverdag med sport og skole allerede i folkeskolen”.


Struktur på hverdagen
I de forudgående tre år har Ida således gået i talentklasse i sport på Ullerup Bæk Skolen. Her øver de unge sig i skolen i at kunne håndtere sport og skole på samme tid.
”I mine tre år i talentklasse har det altid været et tema at lære at få lavet lektier, så der blev tid til træning. Jeg har øvet mig på et sportsskoleskema og jeg har anvendt træningsdagbog i alle årene, som er en del af morgentræningen. Det har givet mig gode redskaber synes jeg, som hjælper mig i hverdagen, efter jeg er begyndt i ungdomsuddannelse”.

 

Fælles forståelse
Fredericia Eliteidræts talentklasser har været en god mulighed for Ida i forhold til at dyrke den sport hun elsker, som er håndbold. ” Jeg har været rigtig glad for at gå i klasse med andre sportsudøvere. Alle går i op i den idræt, de dyrker og alle fortæller gerne om, hvordan det går i deres idrætsgren. Jeg oplevede næsten altid at blive lyttet til, hvis jeg vil fortælle om en håndboldoplevelse og jeg har kun mødt forståelse for mine prioriteringer blandt mine kammerater, hvis jeg har meldt fra til fest, fødselsdag eller andet, fordi jeg skulle til håndbold”.


Lærerne bakker op
Ida fortæller også at lærerne har været rigtig gode til at bakke om hendes prioritering af håndbold. ”Det er jo ikke altid sådan, at jeg har kunnet nå at lave en større opgave til tiden, hvis der har været weekendstævne i håndbold. Jeg husker bl.a. en par danske stile, der drillede mig og som jeg var på vej til at komme for sent med og ikke kunne nå at få færdig før et håndboldstævne, så de lå klar til tiden. Men så bad jeg om udsættelse af opgaven pga. håndbold og fik det som regel, selv om de andre elever så skulle aflevere til tiden. På den måde har lærerne altid bakket op om min sport i skolen, hvilket har været dejligt at mærke. Og når lærerne har givet mig udsættelse på en opgave, så er jeg jo også selv blevet mere motiveret til at være pligtopfyldende, fordi man har gode vilkår”.


Jeg blev bedre til håndbold men også til at lære i skolen
Det er Idas oplevelse at hendes tre år i talentklasse også var med til at gøre hende til en bedre håndboldspiller.
”Jeg elsker min morgentræning. Det har jeg altid gjort. Tænk at kunne spille håndbold i skoletiden. Det er fedt. De to ekstra træninger er jo primært fokuseret på mig som udøver, med mulighed for at jeg kan øve mig i at blive bedre til nogle tekniske detaljer og så få en bedre fysik via styrketræning”.
”Det har gjort mig til en meget bedre håndboldspiller synes jeg at have disse træninger. Også fordi man kommer til at fokusere på at blive bedre til nogle forskellige ting. Man får snakket med trænerne om at sætte mål, hvad man skal blive bedre til. Det skete jo ikke i klubben på samme måde, hvor holdet er mere i fokus”.

Ønsket om at blive bedre og øve sig oplever Ida, følger med ind i klasserne i timerne.
”Kulturen blev fuldstændig den samme. Ligesom det blev naturligt at gå op i at blive bedre til min sport, ja så begyndte jeg også at gå op i at blive bedre i alle mine fag. Det var helt naturligt at øve sig, at forberede sig, række hånden op og spørge til tingene. Jeg synes det blev meget sjovere at gå i skole i talent klassen, fordi miljøet var som det var."

 

ida thumb2

Ida Kjær er 16 år. Ida går i 1 G på gymnasiet på sundhedslinjen, der giver fri til træning i skoletiden. Ida har spillet håndbold i FHK Håndbold, mens hun har gået i talentklasse på Ullerup Bæk Skolen Ida skiftede i 2021 til Horsens HK, hvor hun spiller U 17 liga.

 


Man skal gøre noget for at blive bedre - det kommer ikke af sig selv
Når Ida tænker tilbage på sine tre år i talentklasse er hun ikke i tvivl om, at det har været en rigtig god måde for hende at få lov at afprøve sit talent i håndbold.
”Jeg har taget med derfra, at man skal gøre noget for at blive bedre – uanset om det handler om håndbold eller lektier. Det kommer ikke af sig selv. Samtidig er man jo rigtig heldig, at ens kammerater nogenlunde tænker det samme. De vil også gerne gøre noget ved tingene. Og da de kommer fra andre sportsgrene, så har jeg jo samtidig kunne blive inspireret af andre måder at gøre tingene på. Det føler jeg også har givet mig noget - ligesom gjort mig nysgerrig på min egen træning, så den ikke bliver for ens."

 

Overgangen til ungdomsuddannelse er gået fint
Det er også miljøet i talentklasserne, at Ida godt kan savne, efter hun er startet på gymnasiet. ”Her går jeg jo på en linje, der giver fri til morgentræning, men ikke alle er jo sportstalenter i klasserne. Vi er måske nogle få i klasserne, der skal til sport, mens de andre så laver lektier eller sover lidt længere. Men mine kammerater er søde og fordi jeg har lært at planlægge min hverdag med træning og skole, så finder jeg jo også tid til at være med i fællesskabet her engang imellem”.
”På gymnasiet har jeg valgt at have et ugeskema, som jeg så passer til hver uge i forhold til at håndbold, skole og lektier skal passe sammen. Det er blevet nødvendig efter at jeg har skiftet klub til Horsens fra Fredericia HK”.  
                      

helhedsplan 2

Helhedsplan for eliteidrætsudøvere
Ida er i dag én af i alt 40 eliteidrætsudøvere i Fredericia Eliteidræt, der i løbet af 2022 får en helhedsplan som elitesportsudøver. Det kommer til at følge med de idrætstalenter, som klubberne udpeger til at indgå i eliteidrætskommunens setup fremover. Det er således blevet et krav fra Team Danmark til idrættens specialforbund, at eliteidrætsudøvere, der tilgår eliteidrætten som en livsstil, fremover skal have helhedsplaner for deres hverdag, der kan sikre tid til både skole, træning og et socialt liv ved siden af.
Fredericia Eliteidræt har på den baggrund i løbet af 2021 i samarbejde med lokale eliteklubbers trænere og ledere udviklet en helhedsplan, der tages i brug i det nye år som et dialogværktøj mellem trænere og udøvere.