Nils har som formand for Fredericia Eliteidræt stået i spidsen for en lang række initiativer:
1. Fredericia Idrætsfond
Først og fremmest etableringen af Fredericia Idrætsfond i 2017, hvor erhvervsvirksomheder fremefter har kunnet støtte den lokale talentudvikling med økonomiske midler. Fonden har siden sin etablering delt mere end 600.000 kr. ud over en treårig periode.
2. Fusioner i pigefodbold og svømning
Fredericia Eliteidræt har i Nils Skebys formandsperiode haft et særligt fokus på at understøtte de tværgående klubsamarbejder om talentudvikling.
Først mellem lokale klubber med pigefodbold på programmet, som har forenet sig i Fredericia KF. Siden også mellem byens to store svømmeklubber Delta Swim og EGIF Svøm, der har vedtaget en fusion i november måned i år.
Begge fusioner er bl.a. resultater af fælles mål mellem klubber og Fredericia Eliteidræt i de handleplaner, der følger med samarbejdet i eliteidrætskommunen.
3. Esporten optaget som idrætsgren
E sporten blev optaget som idrætsgren i eliteidrætskommunen i Skebys formandsperiode som det første sted i Danmark. Det skete i 2019. I dag indgår 6 esportstalenter fra foreningen Fredericia Esport i det lokale talent set up i Fredericia Eliteidræt.
4. Flere idrætstalenter er kommer til i samarbejde med klubberne
Tilgangen af talenter i morgentræning og talentcenter har været markant i Nils formandsperiode. Perioden rummer en udvidelse af antallet af talenter fra ca. 100 i 2016 til nu 145 aktive idrætstalenter. De fordeler sig i ungdomsuddannelse og i talentklasser. Særligt i forhold til udøvere, der afprøver talentet har udviklingen være markant med en forøgelse af talentklasser på 7-9 årgang fra 3 til 6 talentklasser på fem år.
5. Gode sportslige resultater – bl.a. VM guld og Ungdoms OL guld til Fredericia mm.
Sportsligt har de lokale idrætsudøvere markeret sig flot i perioden. Unge fredericianske udøvere i Fredericia Eliteidræt har både vundet VM Guld i duatlon og Ungdoms OL guld i triatlon i perioden, ligesom det er blevet til verdensmesterskaber i taekwondo og europamesterskaber i triatlon for seniorer. Dertil kommer en lang række talenters udtagelse til diverse Y- og ungdomslandshold blandt unge idrætstalenter, der indgår i klubbernes og Fredericia Eliteidræts talent setup bl.a. i svømning, håndbold, kampsport og pigefodbold.
6. OL satsning
Kort før sit stop var Nils Skeby med til at etablere Fredericia Eliteidræts OL satsning frem mod OL i Paris i 2024, der blev lanceret i den forgangne uge.
7. Campus
Nils Skeby brændte fra start i Fredericia Eliteidræt for arbejdet med at etablere et campus, hvor talenter på tværs af idrætsgrene kunne bo med mulighed for at lokale klubber bl.a. skydning, sejlsport, triatlon, håndbold og fodbold mm. kunne rekruttere talenter i ungdomsuddannelse til byens klubber.
En vision, som der desværre ikke lykkes at komme i mål med i hans formandsperiode.