Fredericia Eliteidræt etablerer en sportslig satsning inden for rammerne af den lokale talentudvikling i Team Danmark eliteidrætskommunen. 8 lokale atleter er aktuelt i specialforbundenes søgelys frem mod OL i Paris i 2024.
Det er lykkes Fredericia Eliteidræt at knytte et af Danmarks allerstørste idrætsnavne gennem tiderne til den sportslige OL satsning i skikkelse af roeren Eskild Ebbesen. Eskild Ebbesen er tre dobbelt OL guldvinder – og har i alt vundet fem medaljer ved De Olympiske Lege i perioden 1996 – 2012. Eskild Ebbesen skal indgå i det sportslige set up omkring lokale atleter og samarbejde med trænerne om at øge mulighederne for at de kan kvalificere sig til OL i Paris. Aftalen løber frem til 2024.
Det sportslige setup og samarbejdet har perspektiver, der rækker ud over talentarbejdet i hverdagen. Team Danmark har godkendt det. Det samme har alle idrættens specialforbund, som har atleter i spil. De fire specialforbund inden for svømning, triatlon, skydning og cykling kommer til at indgå på lige fod med Team Danmark i et Advisory board, der skal råde Fredericia Eliteidræt om satsningen i hverdagen.
Markedsføring af Fredericia som idræts by
Eskild Ebbesens tilsagn om at indgå i det treårige sportslige satsning signalerer, at Fredericia Eliteidræts sportslige satsning har format til at markedsføre Fredericia som idræts by. Den sportslige OL satsning er således præsenteret for Kultur & Idrætsudvalget i Fredericia Kommune. Formålet skal være at løfte projektet og involvere det lokale erhvervsliv, herunder med økonomi.