IBC Fredericia – Middelfart udvider samarbejdet med Fredericia Eliteidrætskommune
IBC Fredericia – Middelfart åbner yderligere to studieretninger for idrætstalenter i ungdomsuddannelse på hhx-uddannelsen. Fra august 2021 bliver det således muligt for eliteidrætsudøvere også at friholde timer til træning i skoletiden på linjerne Business & Finance samt Samfund og Bæredygtighed. Hidtil har det alene været muligt på linjen Business & IT.
På alle tre studieretninger vil det gøre sig gældende, at timer friholdes til talenttræning i Fredericia Eliteidræt på en af ugens to træninger tirsdag eller torsdag morgen.
Rektor Jakob Lund fortæller: ”Vi er glade for at kunne udvide tilbuddet på IBC således, at flere af de unge idrætsudøvere får mulighed for at kombinere deres sport med den uddannelse, som de ønsker. Det ligger godt i tråd med, at vi gennem flere år har haft fokus på at udvikle forholdene også for eliteidrætsudøvere. Det har vi bl.a. gjort ved, at tilknytte en idrætskoordinator fra lærerstaben og ved at indrette et fitnesslokale. ”
Sidstnævnte forventes at være klar til at tage i brug efteråret 2021.
Fredericia Eliteidræts formand Søren Andersen er meget glad for IBCs tiltag: ”Det er virkelig en god historie. Vi har siden begyndelsen af 2020 haft fokus på at øge fleksibiliteten i forhold til at unge eliteidrætsudøvere kan vælge flere linjer til med fri til talenttræning i Fredericia Eliteidræt i skoletiden. At IBC nu åbner for to yderligere studieretninger er bare fantastisk”.
Ungdomsuddannelsesudvalg etableret
IBCs tiltag kommer i øvrigt kort tid efter, at Fredericia Eliteidræt og ungdomsuddannelserne har etableret et ungdomsuddannelsesudvalg i fælles regi med deltagelse af studievejledere fra alle ungdomsuddannelser. Udvalget skal fremefter vejlede sportstalenter i forhold til at håndtere eliteidræt i ungdomsuddannelse.