Springrytter i FEI udtaget til det danske landshold i spring på pony.
Victoria Gade Christensen er udtaget til bruttogruppen for ponyryttere, der skal repræsentere Danmark ved Nations Cup i Opglabbeek i Belgien fra d. 31. marts til d. 5. april.
Det er første gang, at Victoria er udtaget til det danske landshold i spring på pony, og således også første gang, hun skal repræsentere Danmark som rytter.
Fredericia Eliteidræt (FEI) ønsker Victoria tillykke med udtagelsen. Victoria er en del af FEIs talentsetup og går i sportsklasse på Ullerup Bæk Skolen på 7. årgang.
Hvad betyder udtagelsen for dig?
“Jeg blev meget glad og stolt, da jeg fik at vide, at jeg var udtaget til landsholdet. Det er dejligt at få anerkendelse for al den energi, man lægger i det hver dag, og samtidig giver det mig endnu mere motivation til at fortsætte med træningen i hverdagen.”
Hvad skal der ske til Nations Cup – hvordan foregår det?
“Først rejser jeg og min hest til Belgien, hvor Nations Cup bliver afholdt. Vi kommer ugen før selve landsholdsstævnet, fordi jeg forinden skal ride en international turnering samme sted. Når vi ankommer, skal hestene gøres klar. Jeg har to heste med: Tullibardsletsdance (vi kalder den Jiggy) og Tawnydunhugo (kaldes Hugo).” De bliver børstet, sadlet op og gjort klar til at komme på banen. Selve konkurrencen foregår i en springring.
Man deltager både individuelt og som hold. I den individuelle konkurrence rider jeg én bane ad gangen, hvor hesten skal springe over forskellige forhindringer. Man får fejl, hvis man river et spring ned, hvis hesten stopper, eller hvis man bruger for lang tid. Det gælder om at have så få fejl som muligt og samtidig ride selve banen så hurtigt som muligt.
I holdkonkurrencen repræsenterer vi Danmark sammen med flere ryttere. Hvert hold består af fire ryttere, og her tæller de tre bedste resultater. Det handler om, at vi som hold samlet set får så få fejl som muligt – og den bedste samlede tid.”
Hvordan ser en hverdag ud som springrytter i FEI?
“Jeg er ude ved hestene hver dag. Det er forskelligt, hvor meget de skal rides. Jeg rider springundervisning om onsdagen og igen om søndagen, hvis der ikke er stævne. De andre dage rider jeg grundridning (dressur eller fladarbejde uden spring). Tirsdag og torsdag morgen har jeg min fysiske træning i Fredericia Eliteidræt. Den fysiske træning hjælper mig med at blive stærkere. Vi har for eksempel haft meget fokus på at styrke min coremuskulatur, som er rigtig vigtig for min balance, når jeg rider. En stærk ryg og mave gør, at jeg lettere kan følge hestens bevægelser uden at miste balancen – især i springdelen. Derudover er der også stort fokus på konditionen, som gør det nemmere for mig at holde til lange stævnedage og flere ridt i træk.
