Kriterier for deltagelse i din sport
Retningslinjer for optagelse i din sportsgren
Det formelle i forhold til ansøgningsfrister skal naturligvis overholdes.
Læs mere om dette her.
Målgruppe:
- Sportstalenter på 7-9 årgang. Det er en forudsætning, at man skifter til Sportsklasserne på Ullerup Bæk Skolen på 7-9 årgang, hvis man bliver optaget.
- Du skal være medlem af en lokal idrætsklub eller du skal bo i Fredericia Kommune.
Talentdefinitioner:
Hvad er et sportstalent – En sportsudøver i alderen 13-15 år med et potentiale i en sportsgren, der kan udvikles på.
- Udøveren har bevist et sportsligt niveau i sin klub, gerne på højt regionalt eller nationalt niveau
- Udøveren besidder et potentiale, som træneren vurderer, der kan udvikles over tid til at opnå nationalt niveau i sin sportsgren
Du får mulighed for at afprøve talentet
At blive defineret som talent i sin sportsgren er ens betydende med, at man får mulighed for at afprøve sit talent, mens man går i skole. Man får adgang til et talentmiljø i Fredericia Eliteidræt, der byder på træning i skoletiden. At blive defineret som sportstalent er at betragte som et skridt på vejen, der i bedste fald kan føre til deltagelse i elitesport på et senere tidspunkt.
Følgende kriterier danner grundlag for udvælgelsen:
- Sportsudøverens niveau vurderet i forhold til niveauet på landsplan i din årgang. Vi samarbejder med idrættens specialforbund.
- Sportsudøveren er motiveret og udviklingsparat.
Udvælgelsen tager udgangspunkt i følgende mål i din sport:
- Vi vil være med til at forme og skabe talenter (kvalificere/modne).
- Vi vil videreudvikle talenterne (gøre de bedste bedre) ved at supplere klubbernes arbejde.
- Vi vil skabe et eliteidrætsmiljø for unge på tværs af klubberne.
Om sportslig godkendelse:
For at blive optaget som sportstalent skal du have en sportslig anbefaling og bestå en motivationssamtale.
- Sportslig anbefaling
Den sportslige anbefaling består af en udtalelse fra træner og forældre. Dernæst én til to prøvetræninger i din sportsgren, hvor vi kigger dig an i et samarbejde med bl.a. idrættens specialforbund og lokale eliteidrætsklubber. - Motivationssamtale
Opnår du sportslig anbefaling skal du efterfølgende bestå en motivationssamtale, hvor vi spørger ind til din passion og vilje for at søge ind som idrætstalent. Dine forældre indgår i motivationssamtalen - Konkurrence
Du skal være gerne være turneringsaktiv, og deltage i konkurrenceidræt – det vil sige turneringer, som er pointgivende, hvilket giver dig den nødvendige erfaring og kamptræning, for at kunne udvikle dig yderligere idrætsudøver. Er du talent i en idræt uden om DIF, vurderer vi på det i forhold til den enkelte ansøgning.
Forudsætningerne for, at du kan udvikle dit talent er blandt andet:
- at du er klar til at bruge de timer, det kræver for at udvikle dit talent (idrætsspecifik)
- at du er i stand til at arbejde med målsætninger
- at du træner de rigtige ting på det rigtige tidspunkt (Aldersrelateret)
- at du træner med kvalitet
- at du undgår alvorlige skader
- at du kan anvende træningsdagbog
- at du er tålmodig, tålmodig og atter tålmodig
- at du er i stand til at integrere dit sportsliv i din tilværelse
- at du befinder dig i et træningsmiljø af ligesindede.